







STEFFCA A/S er en dansk producent og leverandør af pakninger, tætninger og tekniske isoleringsløsninger til industrien. Virksomheden kombinerer egen fleksibel produktion med teknisk rådgivning og leverer både standard- og specialløsninger til krævende brancher som energi, pharma, marine og procesindustri.
Fra carport til 6.000 kvadratmeter
STEFFCA blev etableret af Kurt Steffensen i 1993. Det hele startede i et værksted i carporten, men der gik ikke længe, før pladsen blev for trang. Derfor flyttede virksomheden i lejede lokaler i Nyborg og i 2005 ind i eget nybyggede domicil.
I 2008 overtog sønnerne, Martin og Mikkel Steffensen, ejerskabet og den daglige ledelse af STEFFCA. Siden er virksomheden fortsat med at vokse og i maj 2025 tog STEFFCA endnu et stort skridt med flytningen til et nyt domicil på 6.000 kvadratmeter.
OEM-markedet er vækstmotoren
En stor del af STEFFCAs vækst kommer fra OEM-kunder, altså virksomheder, der bruger pakninger som en del af deres egen produktion. Her indgår pakningerne i nye produkter, hvor kravene til kvalitet, dokumentation og leveringssikkerhed ofte er høje.
Samtidig er væksten i STEFFCA fortsat tæt forbundet med servicemarkedet. Det gælder blandt andet kunder inden for industri, energi og vedligehold, hvor pakninger bruges til drift, reparationer og løbende service.
“Servicemarkedet er stadig vigtigt for os, og vi har mange stærke kunder her. Men vi ser også et stort vækstpotentiale i OEM-markedet i Europa, hvor serierne og volumen ofte er større. Det stiller høje krav til både produktion, kvalitet og leveringssikkerhed, og det passer godt til den retning, vi bevæger os i.”
Produktion: Fra én pakning til tre millioner
STEFFCAs produktion består i dag af cirka 75 % egenproduktion og 25 % handel. Hovedparten af egenproduktionen er fladpakninger, som bliver skåret eller stanset ud i bløde materialer som fiberplader, gummi og plasttyper som PTFE og PE-HD.
Derfor råder STEFFCA over et bredt udvalg af produktionsudstyr, som gør det muligt at håndtere både små specialopgaver og store serier. Nogle maskiner er optimeret til mindre serier med høj hastighed, mens andre er bygget til større mængder, hvor flow, præcision og håndtering spiller en vigtig rolle.
Når kunden kommer med en eksisterende pakning, kan STEFFCA opmåle den, lave en digital kopi og sende filen direkte til skæring på Zünd-maskinen. Det giver en fleksibel og effektiv proces, hvor kunden i mange tilfælde slipper for at investere i et nyt standseværktøj.
“Vi kan både arbejde ud fra kundens egen fil og hjælpe med at opmåle og digitalisere en eksisterende pakning. Det giver en hurtig vej fra behov til færdigskåret emne og gør det lettere for kunden at komme videre.”
Anerkendte leverandører og styr på dokumentationen
Råvarerne til produkterne kommer primært fra anerkendte europæiske leverandører som Donit på pakningsplader, Semperit på gummi og Teadit på PTFE.
For STEFFCA handler det ikke kun om at vælge de rigtige materialer, men også om at sikre den nødvendige dokumentation til den konkrete løsning. Det gælder på tværs af brancher og anvendelser, og det er særligt vigtigt i områder med høje dokumentationskrav, for eksempel pharma, fødevarer og drikkevand.
“Det er vigtigt for os, at vi arbejder med de rigtige leverandører og de rigtige godkendelser. Når vi leverer til kunder med høje dokumentationskrav, skal vi være sikre på, at løsningen lever op til både kundens krav og de krav, der gælder for anvendelsen.”
Hos STEFFCA er dokumentation, kvalitet og product compliance en vigtig del af arbejdet. Derfor har vi interne specialister, der hjælper med at sikre, at materialer, godkendelser og dokumentation matcher kundens krav og den konkrete anvendelse.



Steffcas første investering i en Zünd skæremaskine var en Zünd D3 L-3200 med dobbelt bomme for effektiv skæring.
I forbindelse med flytningen til det nye domicil, blev maskinen opgraderet med forlængerbord og kamera samtidigt med endnu en Zünd D3 L-3200 blev tilføjet til produktionen. Kort efter fik de selskab af en Zünd G3 L-2500, som også inkluderede fræseværktøj. Alle tre maskiner er uhyre vigtige for den daglige produktion.
Fra stanseværktøjer til moderne skæremaskiner
Tidligere krævede mange pakningsopgaver, at der først blev fremstillet et stanseværktøj hos en værktøjsmager. Til store serier er stansning stadig en effektiv løsning, og STEFFCA producerer fortsat mange pakninger med stans.
Men til den daglige drift med serier på 200, 300, 400 eller 500 stykker er stansning slet ikke rentabel. Her kan digital skæring være en mere fleksibel og effektiv metode, fordi vi kan gå hurtigere fra tegning eller fil til færdig pakning, uden at kunden nødvendigvis skal investere i et nyt værktøj.
Udviklingen i produktionen er en vigtig del af STEFFCAs vækst. Men det handler ikke kun om maskiner. Det handler også om faglighed, erfaring og evnen til at vælge den rigtige produktionsmetode til den konkrete opgave.
Vokseværk og servicebehov banede vejen til Zünd
I takt med at STEFFCA voksede, blev behovet for mere fleksible produktionsmuligheder også større. Det skulle være muligt at håndtere både små serier, hasteopgaver og større produktioner uden altid at skulle investere i nye stanseværktøjer eller bruge mange timer på manuel skæring.
Derfor begyndte STEFFCA tidligt at investere i moderne skæremaskiner og blev blandt de første i Danmark til at arbejde med en plotterskærer med et 1500 x 1500 mm bord.
“Vi kunne godt se, at hvis vi skulle følge med udviklingen og fortsat levere den service, kunderne forventer, så krævede det de rigtige maskiner.”
Maskinparken voksede gradvist. Først til to maskiner, derefter tre, fem og seks. I takt med udviklingen blev det også tydeligt, at service og driftssikkerhed omkring maskinerne var mindst lige så vigtigt som maskinerne selv.
“Vi havde nogle udfordringer undervejs med vores eksisterende skæremaskiner. Så da vi skulle investere i nye maskiner, genoptog vi en tidligere kontakt med Zünd. Valget faldt på dem af to grunde: Maskinernes høje kvalitet og den service, der følger med.”
Højere output og bedre udnyttelse af materialer
De nye store Zünd-maskiner har et markant højere output end de ældre skæremaskiner. To af maskinerne skærer nu med dobbeltbomme, og sammen med forlængerborde, conveyorbælter og ny software giver det en tydelig forbedring i både kapacitet og flow.
Særligt kamerasoftwaren har gjort en stor forskel. Når STEFFCA skærer i restmateriale, bliver materialet lagt på bordet, hvorefter softwaren selv finder placeringen, udnytter det tilgængelige materiale bedst muligt, skærer emnerne og fører dem videre ud på forlængerbordet. Imens kan maskinen bearbejde næste bordfuld, mens operatøren plukker de færdigskårne emner.
“Vores materialerester har fået en langt større værdi, efter vi har fået installeret kamerasoftwaren. Vi producerer hurtigere og bedre, udnytter råvaren mere effektivt og belaster samtidig miljøet mindre.”
Service afgør oppetiden
For STEFFCA er leveringssikkerhed afgørende. Derfor er maskinernes oppetid også kritisk. Når produktionen er planlagt tæt, og alle maskiner indgår i kapacitetsberegningen, skal nedetid holdes på et minimum.
Martin Steffensen fremhæver især den hurtige og kompetente service fra Zünd, hvor teknikeren Tommi har spillet en vigtig rolle.
“Tommi kender vores produktion og reagerer hurtigt, når vi har brug for hjælp. Enten kommer han ud, eller også er han med på telefonen, så vores operatører kan løse problemet og komme videre.”
Hurtig adgang til reservedele spiller også en vigtig rolle. For når maskinerne er en fast del af den daglige kapacitet, er det afgørende, at de kører stabilt.
Testcenter giver konkrete løsninger
En anden styrke ved samarbejdet med Zünd er deres testcenter. Når STEFFCA står med en specifik problemstilling, kan vi sende materiale og tegninger til testcenteret. Her tester Zünd blandt andet, hvilken kniv der egner sig bedst, hvilke maskinindstillinger der skal bruges, og om dele af opgaven med fordel skal fræses eller skæres.
“De kommer tilbage med konkrete løsningsforslag til, hvordan vi kan producere emnet bedst muligt. Det er guld værd for os at have den mulighed i baghånden.”



